Cider og Æbler slår til igen! Og selvfølgelig kan Rødding cider tiltrække cool mænd!
Her i maj måned i år var #Skivemødet og ”Madmødet slået sammen, og ciderklubben var med til to gode arrangementer hvor vi delte viden om æbler, cider og eddike… og det at skabe et meningsfuldt fællesskab i et lille lokalområde som inspirerer og smager!
Madmødet på Borgen
På Spøttrup Borg var der lagt op til smagning af lokale lækkerier, og en af disse var naturligvis et lille udvalg af cider fra Rødding – æblets by i Sallings Ciderklub og Rakkerpak Cideri. En absolut vinder var Rakkerpaks Cider med blommer – en smuk roséfarvet, boblende cider, efterfulgt af en lækkerbisken af en cider infuseret med hyldeblomster. Smagningen blev rundet af med en traditionel, perlende æblecider, så fin som kun ren natur på flaske kan præsentere sig. Mange nysgerrige og glade mennesker fra nær og fjern fik gode smagsoplevelser med hjem efter en eventyrlig smuk aften på Borgen.
Skivemødet
Når så hele Nordens madguru for lokal, nyskabende og kreativ mad Claus Meyer synes, at vores cider smager vinøst, pissegodt, har super god aroma, og at der er et bredt udbud af forskellige typer – ja hvad mere kan man så ønske her i Vestsalling.
Og som at det ikke var nok så sluttede borgmesteren næsten Skivemødet af og smagte også på vores ædle dråber.
… Vi skal med til Skivemødet næste år igen!








